OM UOPFORDRET MARKEDSFØRING: VI TAGER LIGE REGLERNE EN GANG TIL

I skal først lige huske at sondre imellem, om det er andre erhvervsdrivende eller om det er forbrugere, I henvender jer til.

Er det andre erhvervsdrivende, er det relativt enkelt:

1.    I må gerne ringe til andre erhvervsdrivende og forsøge at markedsføre jer, uanset om det blot er for at invitere på  kaffe eller om det er med et konkret tilbud.

2.    I må også gerne sende et godt gammeldags brev, og I skal heller ikke afholde jer fra at smide uadresserede reklamer i vores postkasser på forretningsadressen.

3.    MEN PAS PÅ MED EMAILS! Det kan være svært at forstå, at man godt må ringe ud til andre erhvervsdrivende, men ikke sende e-mails uden samtykke. Men sådan er det altså. I må kun sende e-mails med markedsføring, hvis I har et samtykke. Der er en lille undtagelse (et ”passivt” samtykke), som jeg skriver om lige nedenfor, men den gælder altså kun for kunder, som I allerede har solgt noget til tidligere.

Er det forbrugere, I henvender jer til, er det lidt mere bøvlet:

1.    I må kun ringe, hvis I har samtykke. Men hvis I vil sælge ét eller flere af følgende produkter, må I gerne ringe uden samtykke:  bøger, abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, forsikringsaftaler og abonnement om redningstjeneste eller sygetransport. Og hvis vi er helt uden for forbrugeraftalelovens område, må I også gerne ringe uden samtykke. Det er i for eksempel hvis I er en forening eller fond, der ikke har et kommercielt formål, og som opererer inden for jeres kerneområde. Det kunne være en almenvelgørende organisation.

2.    I må gerne sende et fysisk brev, men kun hvis I har checket, at der ikke er reklameframelding på Robinsonlisten. Adresseløse reklamer (fx tilbudsaviser) må smides i postkasserne hos forbrugere, medmindre de har tilmeldt sig en nej-tak ordning. Hold tungen lige i munden her!

3.    E-mails kræver samtykke, hvis I sender dem for at markedsføre jer. Husk at samtykket skal være aktivt, klart og tydeligt formuleret, I skal oplyse, hvem der må bruge samtykket og hvad I vil sælge. Og så skal forbrugerne have at vide, at de altid kan trække samtykket tilbage. Hvis I tidligere har solgt noget til kunden kan I fået ”passivt” samtykke. Det betyder, at i godt må hakke af i samtykkeboksen på forhånd, men kun hvis I reelt har solgt noget og ikke blot givet noget væk gratis, og hvis det, som I vil markedsføre fremadrettet er inden for stort set samme produktkategori, som det, I har solgt. Og I skal være konkrete i den samtykketekst, I hakker af på forhånd på samme vis, som når I indhenter et aktivt samtykke.

Så kan det da vist ikke gå galt igen med at ringe, skrive eller sende en e-mail. God fornøjelse.

HEIDI HØJMARK HELVEG, ADVOKAT (L), PARTNER, INTEGRA ADVOKATER

(se hele artiklen her: https://markedsforing.dk/artikler/klumme/advokat-om-uopfordret-markedsf-ring-vi-tager-lige-reglerne-en-gang-til?)